Sognet
Lige syd for Køge Å, der danner grænsen til Hedeboegnen, ligger Bjæverskov herred. Det er en del af Skovboegnen og et bælte af herregårdsskove, som strækker sig hen over Midtsjælland. Det er ikke et kompakt skovområde, men består af mange mindre skove mellem de dyrkede områder, der tilsammen bevarer det gamle indtryk af et skovland. Bjæverskov ligger i herredets nordvestlige hjørne, men er sikkert det oprindelige sted for herredstinget, som i senmiddelalderen flyttede til Herfølge.
Allerede tidligt i middelalderen var det de gejstlige institutioner, der var de dominerende jordejere. Sorø kloster ejede omkring år 1200 halvdelen af Bjæverskov by, og også Roskilde bispestol havde gods her.Middelalderens for os indviklede jordbesiddelser og slægtsforhold kan gøres meget tydeligere gennem en smule af Bjæverskovs historie. Og til forståelse af det følgende skal vi lige nævne, at måleenheden "et bol" nogenlunde svarer til 2-3 bøndergårde af normalstørrelse.
Omkring 1190 døde domprovst Asser af Lund efter mange års landflygtighed. Han testamenterede ½ bol i Bjæverskov til Sorø kloster og yderligere 2 bol til domkirken i Lund. De 2 bol købte ærkebiskop Absalon af domkirken og gav dem til Sorø kloster som dækning for en af sine slægtninges begravelsesudgifter. Klosteret købte yderligere et bol af domprovstens arvinger, så Sorø omkring 1200 ejede 3½ bol eller halvdelen af byen. Altså alle de godsbevægelser viser os, at mageskifter og køb og salg var almindelige for at få testamentariske gaver placeret mere praktisk. Domprovst Asser tilhørte en rig og magtfuld familie, Trugotslægten, som havde de fleste af sine besiddelser i Skåne. Hans onkel var ærkebiskop Eskil af Lund, der havde efterfulgt SIN onkel Asser på ærkesædet. Og domprovst Asser var udset til at blive den tredje ærkebiskop af slægten, da et politisk komplot omkring 1175 satte en stopper for hans karriere. En af Valdemar d. Stores fjernere slægtninge forsøgte sammen med en række stormænd at styrte Valdemar som Danmarks konge og erobre tronen for sig selv. Komplottet mislykkedes, men blandt de anklagede var domprovst Assers bror og 3 af hans fætre. Ingen sagde åbenlyst at Asser havde været en del af sammensværgelsen, men vi er ikke meget i tvivl om, at han havde været vidende om den. Da ærkebiskop Eskil, gammel og syg og tydelig rystet over familiens politiske nedtur, trak sig tilbage i 1177, var Asser den naturlige efterfølger i embedet, men kong Valdemar foretrak forståeligt nok en mere kongetro kandidat, og gennemtvang valget af Absalon til ærkebiskop. Om Asser ved vi kun, at han gik i landflygtighed og i årene 1180 til 1185 opholdt sig i Magdeburg. Trugot-slægten gik i forfald, mens de kongetro Hvider, her repræsenteret ved Absalon, blomstrede op. Og sådan hang det sammen med to stormandsslægter, Roskilde bispesæde, ærkesædet og Bjæverskov i sidste halvdel af 1100-årene.
Systemet med at flytte om på gods-ejendomsforholdene fortsatte middelalderen igennem. Således fik Sorø kloster i 1414 en gunstig mulighed for at erhverve sig jord nær Sorø, så de mageskiftede deres jord på Hedebo egnen, bl.a. i Bjæverskov, til Roskilde bispestol. Biskoppen lagde så jorden ind under sin hovedgård Svendstrup, som efter reformationen overgik til kongen.
Det var Roskilde kapitel, altså de kannikker, der var bispesædets "embedsmænd", som havde retten til at udnævne præsten. Allerede inden reformationen var Bjæverskov anneks til Lidemark og i 1567 var præstegården øde. Denne jus patronatus overgik til Lellingård, da kongen i 1681 solgte godset, og senere i 1720 til Giesegård, hvorfra kirken overgik til selveje i 1914. Bjæverskov er som mange kirker, der tidligere har tilhørt Giesegård, gulkalket.
Bygningen
Den gulkalkede kirke, som ligger på et højdedrag ved landevejen, består af et romansk skib med 3 gotiske tilføjelser.Den ældste bevarede del af kirken er skibet, som er bygget i 1100-årene med en blanding af kampestens-, kridtstens- og grønsandstens kvadrer. Det er nok den almindelige sjællandske uvilje mod at forarbejde den hårde granit, som er skyld i, at hjørner, vinduesindramninger og dørfatninger er udført i kridtsten, som til gengæld er smukt mejselhugne. Disse detaljer er kun delvis bevarede, for de oprindelige vinduer og døre er forstyrrede af senere ombygninger. Men på sydsiden af skibet, bag våbenhusets tagværk, er bevaret ét af kirkens oprindelige fire vinduer, og på nordsiden kan man stadig se resterne af den tilmurede kvindedør.
Oprindelig har skibet været dækket af et fladt træloft, men i løbet af 1400-årene holdt gotikken med dens krav til høje hvælv og mere lys sit indtog i Danmark, og Bjæverskov kirke blev overhvælvet i to fag, og det medførte samtidig en ændring af vinduerne.
Omkring år 1500 blev kirkens østparti helt ombygget. Det romanske kor blev revet ned, og i dag ved vi ikke, hvordan det har set ud. I stedet opførte man et sengotisk langhuskor, dvs et kor, som har samme bredde som kirkeskibet. Koret er hovedsagelig bygget af kridtstenskvadrer, men på ydermuren er gavlen er udsmykket med et ligearmet kors i munkesten. Andre steder i gavlen er der indmuret glaserede gulvfliser fra slutningen af 1200-årene af en type, som er velkendt på Midtsjælland. Det er formentlig resterne af det gamle korgulv, som her er blevet genanvendt. Også kamtakkerne og de smalle, spidsbuede højblændinger er af munkesten.
Den næste tilføjelse fra første halvdel af 1500-årene er tårnet, som er bygget helt af teglsten, med et samtidigt trappetårn. Kort tid efter tårnets opførelse har en eller anden på latin indridset "1563 Kong Frederik 2. kæmper med Sverige" og på dansk "Klokken kom 1562" i kridtsten i kirkens gamle vestgavl, som kan ses i tårnets anden etage. Gavlene er kamtakkede, men den vestre er ommuret i midten af forrige århundrede, hvorimod den østlige gavl med sine 7 kamtakker og dybe spidsbuede højblændinger er fra 1500-tals ombygningen. Også trappetårnet har over døren fået en lidt usædvanlig udsmykning; over et savskifte er en omvendt skjoldblænding. Våbenhuset er formentlig også fra 1500-årene, men er senere stærkt ombygget.
Inventaret
Altertavlen er et smukt højrenæssance-arbejde udført i begyndelsen af 1600-årene på roskildesnedkeren Jørgen Nielsen Hatts værksted. Den er opbygget strengt arkitektonisk med storfeltet opdelt af fire søjler. Søjlerne hviler på fremspring i hvis nicher er udskåret de fire evangelister. Hver af søjlerne har et prydbælte, hvor 4 børn fremviser Kristi lidelsesredskaber.Topfeltet, med et maleri af korsfæstelsen fra 1700-årene, har på hver side kvindehermer med symbolerne for tro (en bog) og håb (en fugl). I den øverste gavltrekant sidder Gudfader med sværd og scepter.
Midterfeltet har oprindeligt haft et nadverbillede, som i 1858 blev erstattet af et maleri af P. Rådsig, der forestiller den opstandne Kristus og Maria Magdalene. I de to sidefelter, der hver er delt i to tavler, står skriftsteder blandt andet instiftelsesordene til nadveren.
Altersølv
Kalk og disk er senmiddelalderlige arbejder. Kalken, hvis bæger er blevet fornyet, er lavet omkring 1525 i Malmø, mens den samtidige disk formodentlig er et belgisk arbejde.Messehagler
Kirken har i 1994-95 fået fire nye messehagler syet af sognets kvinder under ledelse af Else Bernhard, der også har stået for designet. De er i de fire liturgiske farver, som hører til kirkeårets gang. Den lilla, med et keltisk kors på ryggen blev indviet til adventen 1994 - på forsiden er det ligearmede kors, som også kan ses på østgavlens mur, benyttet som ornament på borten. Den røde, som på ryggen har tre gange syv ildtunger og herover en due (som symbol for pinseunderet) blev inviet i pinsen 1995. Den grønne, der på ryggen har et Kristus-monogram og på forsidns bort vindruer og kornaks, blev inviet til høstgudstjenesten 1995. Den hvide blev indviet i julen 1995.Døbefonten
Fonten er kirkens ældste inventar, den er fra 1100-årene, altså for tiden omkring den første kirkes opførelse. Den har en for Roskildeegnen typisk form, hugget i granit uden anden udsmykning end en enkel afrundet vulst omkring randen. Den står på en moderne cementfod.Korbuekrucifikset
Krucifikset, der hænger på kirkens sydmur over døren til våbenhuset, er sammen med døbefonten det eneste, der er tilbage af kirkens katolske inventar. Det er et unggotisk arbejde, som stammer fra tiden lige omkring 1300. Den næsten 1 meter høje, slanke Kristusfigur hænger lidt stift med kroppen let svajet på et nyt korstræ. Figuren har åbne øjne, et ganske kort hageskæg og lokket hår. Hænderne er åbne og fingrene strakte, fødderne er korslagte og ribbenene er ikke markerede.Kunsthistorisk set er krucifikset interessant, for skønt vi nærmer os den tidlige gotik, så er Kristus her fremstillet som den romanske, sejrende frelser med åbne øjne og en tornekrone, som han bærer højt på hovedet. Vi er stadig langt fra den sengotiske, lidende Kristus med tornekronen dybt trykket ned i panden og de meget detaljerede sår. Kun foldekastet i lændeklædet på Bjæverskov-krucifikset peger mod den gryende gotik.
Indtil 1880'erne stod krucifikset på en bjælke spændt tværs over korbuen, formentlig med en Maria-figur på sin højre side (svarende til at nordre side af kirken var kvindesiden) og en Johannes-figur på sin venstre side (svarende til at sydsiden var mandssiden). Så blev korset taget ned og lagt ind på loftet over våbenhuset, hvor Johannesfiguren stadig lå i 1870'erne, den er siden forsvundet. I 1918 kom Kristurfiguren atter frem, fik fornyet issen og tornekronen og sat på et nyt kors. Reddet i sidste øjeblik fra fortabelsen.
Vi har i Danmark en ualmindelig fin samling korbuekrucifikser, som undgik reformationens billedstorm ved et rent tilfælde. Allerede i 1537 kom en ny kirkeforordning udarbejdet af de danske reformatorer, og den påbød, at de, som havde forsyndet sig, især mod det sjette bud, som handlede om hor, skulle stå offentlig skrifte "under korbuekricifikset". Dermed var den katolske skulptur blevet en del af den lutheranske gudstjeneste, og krucifikserne blev i kirkerne. Da man i anden halvdel af 1700-årene afskaffede det offentlige skriftemål, skiftede en del af korbuekrucifikserne plads i kirken. Mange fik den samme plads som her i Bjæverskov...andre kom en tur på loftet.
Prædikestol og stolestader
Både Prædikestol og stolestader er blevet anskaffet til kirken omkring 1850 samtidig med den ombygning, hvor kirken fik nye smedejernsvinduer, og tårnets vestgavl blev ommuret. De er skåret i historistisk stil, som en senere tid lidt nedladende har kaldt "lineal gotik".Gravminder
I korgulvet foran knæfaldet ligger en gotlandsk kalksten fra omkring 1350 med en latinsk indskrift langs kanten, som fortæller at her ligger Jens Pedersen og hans kone Åse sammen med deres søn Niels Jensen og hans kone Margrete. Ingen af personerne kender vi fra andre skriftlige kilder, men da det ikke var almindeligt, at folk blev begravet inde i landsbykirkerne, med mindre de havde givet store gaver til kirken, har de tilhørt en betydelig familie på egnen. Måske var Jens Pedersen den foged, som bestyrede Sorø klosters gods i sognet. Materialevalget, den gotlandske sandsten, beretter om den betydelige samhandel, der foregik tværs over Østersøen i middelalderen.Under buen mellem skib og tårnrum ligger en anden middelalderlig gravsten fra omkring 1300 også af gotlandsk sandsten. Den er omkring år 1600 blevet omhugget og genanvendt som gravsten for Karl Augustinus Frandsen, foged på Tågerød, en lille herregård i Lidemark sogn.
Orgel
I 1973 fik kirken et nyt orgel fremstillet af orgelbyggerfirmaet Frobenius med 10 stemmer.Klokker
Kirken har to klokker den ene fra 1588, den anden fra 1593. De bærer begge, med lidt forskellig stavemåde, indskriften "Verbum domini manet in æternitate" Guds ord lyder i evighed. Den sidste har også klokkestøberens navn; Borchardt Gellegeter. Men ingen af de to kan altså være den klokke som omtales på kridtstensindskriften fra 1562.Kirkegården
Kun det stærkt afrundede østhjørne af kirkegårdsmuren er gammel, bygget af kampesten og kridtkvadre. På sydsiden af våbenhuset ligger en meget slidt sten fra 1600-årene over Hans ... og Margrete. Stenen har formentlig ligget inde i kirken, og er blevet flyttet ud i forbindelse med forrige århundredes restaurering.Litteratur
Danmarks Kirker, Præstø Amt, 249-56Anders Petersen: Vallø og Omegn, 1877, s. 345-48
Ordforklaring
Blænding: Flad murniche, der kunne bruges til at bryde en glat murflade, som f.eks. tårngavle.Gotik: Stilperiode ca. 1250-1550
Hermer: Søjle, der foroven har form som en menneskelig overkrop.
Jus patronatus: Retten til at udnævne præsten.
Kamtakker: Trappeformet afslutning på gavle.
Korbue: Den åbning i triumfvæggen, der adskiller kor og skib.
Langhuskor: Kor, som har samme bredde som kirkeskibet.
Linealgotik: Historistisk stil, nygotik.
Reformationen: Kirkereform, hvorved Danmark 1536 skiftede fra den katolske til den lutheranske lære.
Renæssance: Stilperiode ca. 1550-1630.
Romansk: Stilperiode ca. 1050-1275.
Savskifte: Muret bånd, hvor teglstenene er lagt skråt i muren, så de danner en række savtænder.
Skjoldblænding: Prydblænding i form som et skjold.
Vulst: Rundstav, ophøjet rund kant på træ- og stenhuggerarbejder.