Bjæverskov kirke
Folkekirke
56 87 17 89
kordegn@bjaeverskovkirke.dk

Bjæverskov kirke




Det nye orgel

Orgel-Kristus fra Bjæverskov Bjæverskov kirkes nye orgel

Bjæverskov kirkes orgel fra 1973 er blevet taget ned, og der er opsat et nyt orgel i tårnrummet. Det nye orgel er bygget til kirken af Jensen og Thomsens orgelbyggeri i Lyngby.
Orgelet er blevet indviet ved en festgudstjeneste i kirken d. 21. maj 2006.
I forbindelse med orgel-indvielsen har kirken fået en meget smuk Kristus-figur i orgelpibe-metal, som er opsat på det lille vejkors, ved kirkens parkeringsplads mod vest.
Kristus-figuren er skabt af Else Bernhardt.

Orglet blev for alvor præsenteret ved en meget smuk invielseskoncert d. 28. januar 2007
Kirkens organist, Lars Carstens, spillede musik af Buxtehude, Bach, Brahms, Mendelssohn og Niels W. Gade.

Her kan I høre en lille orgelkoral af Bach fra “Orgelbüchlein“ spillet på Bjæverskov kirkes nye orgel ved indvielseskoncerten d. 28. januar 2007:
Johann Sebastian Bach: Heut' triumphieret Gottes Sohn
Organist: Lars Carstens
1:34 min.   2.88MB

Der er mere musik også fra invielseskoncerten her:

Besøg siden med orgelkoncerten


Vi I vide noget mere om orgelet, så se her:

background image
Om Bjæverskov kirkes nye orgel
af Lars Carstens


Som alle vil kunne se, er Bjæverskov kirke ved at få installeret et
nyt orgel. Smukt ser det ud med gyldent gitterværk og malet i
kirkens farver, og smukt kommer det til at lyde, når orgelbyggerne
får afsluttet den sidste del af arbejdet, nemlig reguleringen og
indstillingen ("intonationen") af de mange orgelpiber.

Forhistorien
Orgelprojektet startede for ca. 10 år siden. Kirkens tidligere orgel
trængte efterhånden til en meget grundig reparation, og
menighedsrådet besluttede, at man i stedet for en reparation af
orglet ville søge at anskaffe et nyt orgel med flere
anvendelsesmuligheder end det gamle, der ikke bød på så megen
variation. Orglet havde tjent kirken siden 1973 på bedste vis, og da
det blev anskaffet, var det en stor forbedring i forhold til det endnu
ældre orgel fra 1909. Kirkeministeriets orgelkonsulent var imidlertid
enig i, at kirken ville have gavn af et større instrument, og
menighedsrådet nedsatte derfor et udvalg, der skulle arbejde med
orgelsagen.

Udvalget indledte sit arbejde med en rundtur i området til nogle
kirker, der havde orgler fra forskellige orgelbyggerier. Selvom man
umiddelbart skulle tro, at orgler lyder ens, så er dette ikke tilfældet.
Orgelklangen kan være meget forskellig fra den ene orgelbygger til
den anden. I Karlslunde kirke står et orgel, der er bygget af Jensen
& Thomsens orgelbyggeri i Lyngby, og efter at have lyttet til dette
orgel var der enighed om, at vores nye orgel i givet fald helst skulle
bygges af dette orgelbyggeri.

I løbet af 2004 lykkedes det at få provstiudvalgets og stiftets
godkendelse til projektet, og i september 2004 kunne der skrives
endelig kontrakt med orgelbyggeriet, der straks påbegyndte
arbejdet.
background image

Det nye orgel
Orglet får 24 stemmer. Dette vil sige, at orglets piber er opdelt i 24
forskellige grupper, der hver har sin helt egen lyd eller klang.
Ligesom en maler kan danne nye farver ved at blande
grundfarverne på sin palet, kan en organist danne klange
("registreringer") ved at blande de forskellige grupper af piber i
orglet, når der spilles. Og med 24 stemmer er der lagt op til et hav
af forskellige klange og dermed et meget varieret orgelspil til
gudstjenester og kirkelige handlinger.

Menighedsrådet overlod det til mig at designe orglets
klangmuligheder ved at udvælge de typer piber, som det nye orgel
skulle have. Samtidig fik jeg lov til at hyre en af landets bedste
organister til at bistå hermed, nemlig Hans Ole Thers, der virker
som organist ved Helligåndskirken i København og som lærer på
Det Kongelige Danske Musikkonservatorium.

Vi blev hurtigt enige om, at orglet skulle disponeres således, at det
er egnet til forskellige tidsaldres musik. Det bliver således muligt at
spille orgelmusik fra både baroktiden og fra den romantiske periode
­ to af de betydeligste perioder hvad angår orgelmusik. Der er altså
valgt pibetyper, der stammer fra disse to perioder. Baroktiden er
blandt andet repræsenteret ved lyse, glansfulde stemmer (der
bidrager til det såkaldte "orgelbrus"), og den romantiske periode er
at finde i stemmer som "Vox angelica" ­ altså "englestemme" ­ en
stemme, der er karakteriseret ved en fjern og æterisk klang.
Herudover skal vi for første gang i kirkens historie stifte
bekendtskab med de såkaldte rørstemmer, såsom trompet og obo.
Og rigtig flot vil det lyde, når bassen forstærkes af den dybe basun.

Orglet har i alt ca. 1.300 piber. Den største er omtrent 3 meter lang,
og den mindste er på størrelse med en blyant. Nogle er kraftige og
andre svage, nogle er mørke og andre lyse, nogle er dybe og andre
høje ­ der bliver virkelig noget at variere med. De fleste piber er
fremstillet af "orgelmetal", det vil sige en legering af bly og tin. Nogle
background image
piber er af kobber og andre af træ. Selve orgelhuset, der rummer
instrumentet, er bygget som en rammekonstruktion af mahogni med
låger. De to rækker tangenter er belagt med mammuttand og
ibenholt og ligger i bakker af bubinga-træ. Pedalklaviaturet er udført
i egetræ. Nogle af piberne er placeret i et såkaldt "svelleværk" med
låger, der kan åbnes og lukkes af organisten under spillet, således
at klangen kan dæmpes og øges trinløst.

Selvom orglets grundlæggende dele er udført efter principper, der
efterhånden har mange hundrede år på bagen, har moderne teknik
også holdt sit indtog her. Der er installeret et anlæg, der gør det
muligt at forudprogrammere registreringer elektronisk, således at
der blot ved tryk på en knap kan skiftes registrering. Tidligere skulle
disse registreringer skiftes manuelt, hvilket begrænsede
mulighederne for at skifte registrering under spillet.

Alt i alt har vi meget at vente af det nye orgel. I skrivende stund ved
vi ikke, hvornår arbejdet er færdigt. Det vil afhænge af, hvor hurtigt
det går med intonationsarbejdet, som jeg nævnte indledningsvis.
Når det ligger klart, hvornår orglet bliver færdigt, vil der blive
arrangeret en festgudstjeneste, hvor orglet for første gang vil blive
præsenteret for menigheden. Der vil også blive arrangeret en
indvielseskoncert. Alt det ser vi frem til, men navnlig glæder vi os til
at bruge orglet ved de mange kommende gudstjenester og kirkelige
handlinger til det, der er orglets egentlige formål i kirken ­ at
markere gudstjenestens begyndelse og afslutning, at bygge bro
mellem gudstjenestens enkelte led og at støtte salmesangen.


Lars Carstens
Februar 2006


Til sidens begyndelse   Til forsiden